11.07.2017

Grønne soldater

Sikkerhed til de grønne fodsoldater

Omkring 700 frivillige er motoren i den maskine, der hver sommer i over tre årtier, har fyldt vores lille kongerige med fest og farver. Grøn Koncert - eller slet og ret: ‘Grøn’, turnerer rundt og spiller i otte byer på kun 11 dage.

Det er med andre ord: et logistisk mareridt.

Tre tonstunge scener, toiletter, skilte, portaler, 22 boder, kilometervis af hegn - op, ned, frem og tilbage. Igen og igen. Tidsplanen er stram og tingene går stærkt; lige indtil musikken spiller og pusterummet indfinder sig.
 

Bjerregaard Sikkerhed - Grøn Koncert

For sjette år i træk leverer Bjerregaard Sikkerhed kvit og frit sikkerhedssko til de mange frivillige ildsjæle, som knokler til fordel for Muskelsvindfonden og sørger for, at de 165.000 gæster har en fest!

At Bjerregaard gennem de sidste seks år har doneret flere tusinde sikkerhedssko til Muskelsvindfondens arbejde, er der ifølge Administrerende Direktør Søren Boye en meget simpel grund til:

“Muskelsvindfondens arbejde er enormt sympatisk. Koncerterne er en folkefest og traditionerne er mange og stærke; den indsats de frivillige lægger for dagen undervejs er enorm og fortjener et skulderklap. Vi giver hver frivillig et par gratis sikkerhedssko, som de også får lov at beholde, når sidste sang er sunget på turneen. Jeg har det rigtig godt med at vide hvor højt Grøn prioriterer sikkerheden undervejs, for selv om tingene går stærkt skal ingen frivillige risikere liv, lemmer - eller tæer.”

En af de traditioner, der igen i år bliver en del af koncerten, er uddelingen af ‘Den Gyldne Sikkerhedssko’. Et lidt pudsigt symbol på en ganske alvorlig sag. Prisen uddeles nemlig til det medlem af Crewet, som ifølge sine kollegaer, har gjort mest for sikkerheden.
 

Prisen har, gennem tiden, fået mange til at trække på smilebåndet - og ikke mindst tænke over, hvad det egentlig er der gør forskellen for sikkerheden, når man arbejder i teams. Overvejelser, der ikke kun er gode at gøre sig i forhold til koncerterne, men også kan tages med hjem i det daglige arbejde.