Ny administrerende direktør

08.01.2015

Bjerregaard sikkerhed A/S´ mangeårige ejer Finn Fogtmann fratræder ved årsskiftet stillingen som administrerende direktør og tiltræder i stedet i en ny stilling som direktør for produktudvikling. Finn Fogtmann fyldte 60 år i december og har ledet virksomheden siden 1987. Finn er fortsat hovedaktionær og ejer af Bjerregaard sikkerhed A/S, hvormed han stadig vil være med i den daglige forretning.

Søren Boye tiltræder i stedet som adm. direktør. Søren kommer fra en stilling som adm. direktør i Hultafors Group A/S og er godt kendt med branchen, som han har beskæftiget sig med siden 1990. I 2000 blev han adm. direktør i Snickers Workwear og i 2009 adm. direktør i Hultafors Group A/S, som året før havde overtaget Snickers Workwear.

Potentiale til mere vækst

Som adm. direktør for Bjerregaard sikkerhed A/S kommer Søren Boye i spidsen for virksomhed, der i flere år har oplevet tocifrede vækstrater – og han ser gode muligheder for at skrue yderligere op for væksten.

-     Med kvalitetsprodukter fra nogle af verdens førende producenter af sikkerhedsfodtøj bør vi kunne erobre en endnu større del af markedet. Vi har stærke relationer til vores eksisterende kunder. Men vi skal stadig være opmærksomme på, hvordan markedet udvikler sig, hvor vi i disse år især ser en konsolidering mod mere kædedrift. Derfor er det afgørende for vores fortsatte vækst, at vi formår at tilpasse os de ændrede markedsvilkår og skabe værdi for vores kunder, siger Søren Boye og fortsætter:

- Vi vil være kundernes foretrukne leverandør af fodtøj. Med min egen baggrund i branchen er det min ambition at være med til at gøre en forskel for både kunderne og  Bjerregaard sikkerhed A/S.

Endnu mere fokus på produktudvikling

Med en ny mand på plads i chefstolen kan Finn Fogtmann fokusere på de arbejdsområder, han brænder allermest for, nemlig produktudvikling, leverandørkontrakt og håndtering af større udbud.

-     Sammen med vores leverandører og kunder udvikler vi sikkerhedsfodtøj specialt tilpasset kundens behov. Tæt leverandør- og kundekontakt samt levering af skræddersyede løsninger har altid været vigtigt for mig og en forudsætning for vores vækst. Med Søren på plads er jeg glad for at kunne fokusere mine kræfter på den del, fortæller Finn Fogtmann begejstret.

Roller er tydeligt fordelt

 I forbindelse med lederskiftet er der aftalt en klar rollefordeling, så ingen er i tvivl om opgaver og ansvar, påpeger bestyrelsesformand Mikael Vest.

-     Det er stærkt af Finn, at han som ejerleder i rette tid sørger for at sikre et ledelsesmæssigt generationsskifte og på den måde sikre en dynamisk daglig ledelse af virksomheden. Med skiftet bidrager Finn med sine spidskompetencer fortsat til virksomhedens fremtid i stedet for bare at sælge den eller blive siddende som leder med en indbygget risiko for, at virksomheden går i stå.

-     Her har vi fundet en model, hvor ejeren fortsat er engageret, men hvor det daglige ansvar ligger hos direktøren. Sammen med en motiveret medarbejdergruppe, der har været med til at lægge strategien for forretningen, giver det mig en stærk tro på, at vi har sikret et bæredygtigt skifte, siger Mikael Vest.

Vi ser frem til det fremtidige samarbejde. 

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål er vores eksperter altid lige ved hånden.

Ring 46 55 00 00